At træde ind som et vikarierende håb

Mange af de forældre vi møder på Basen har den lille ekstra fortælling til deres ”rejsemetafor”, at de i mange år har troet, at de var i Italien. Så når vi møder dem, møder vi også ofte de ”tabte drømme”. I den fase er det vigtigt, at vi har blik for at træde ind som et vikarierende håb og hjælpe dem med at se, at ”Holland har meget godt at byde på”.

Forældrene har med andre ord ofte brug for at låne vores perspektiver og positive erfaringer fra andre elever. For de fortællinger kan vække forældrenes håb om, at det også kan blive sådan for dem og deres barn igen – og det håb har eleverne brug for at mærke, så de kan slippe for at skulle vokse op i ”bekymringernes skygge”. Parallelt ser vi, at når eleverne begynder at komme i trivsel igen, reducerer det fortsat forældrenes bekymringer for deres barn, som igen gør det muligt for eleven at tage skridt ”ud af skyggen”.

Forskningen viser, at forældrenes sorg over ”ikke at bo i Italien”, kan hilse på livet igennem, særligt ved skelsættende begivenheder. Det kan ske, når den umiddelbare lettelse over at vide, at ens barns vanskeligheder har et navn, erstattes af tristhed over, at barnet får et liv med andre udfordringer og muligheder end det, forældrene havde håbet på. Sorgen kan også kigge frem, når barnet skal gå på dagbehandlingsskole, når den unge ikke kan klare en ordinær ungdomsuddannelse, når den unge har brug for bostøtte og så videre. Eller, når forældrene møder andre, hvis børn klarer sig i overensstemmelse med samfundets normer. Mange forældre begynder ad åre at bekymre sig for fremtiden, når de er gået bort og derfor ikke længere kan støtte og kæmpe for deres (nu voksne) barn. Alle disse erfaringer, følelser og bekymringstanker er forældrene ofte mønstrede af, både bevidst og ubevidst, når vi møder dem.

Mønstre som forældrene er prægede af – også når de møder os på Basen

Fra forskningen ved vi, at det at få et barn med et handicap kan blive en betydelig belastning for den samlede familie og forældrene kan opleve, at det kan være svært at håndtere situationen (VIVE: Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, 2018). Familier med børn med handicap har typisk flere skænderier og konflikter end andre familier. Samtidig er der bekymrende tegn på en større forekomst af stress og sociale problemer hos søskendebørnene end i andre familier. Internationale studier viser samme mønster med et højt niveau af stress, konflikter, mistrivsel, skilsmisser og en mindre tilknytning til det omgivende samfund f.eks. job, familie, venner, fritid mv. blandt målgruppen (Bengtsson, Hansen og Røgeskov: 2011, 2015).

En nyere dansk undersøgelse fra ”Skole og forældre” foretaget blandt 1.175 forældre til børn med særlige behov viser desuden, at mange forældre oplever at skulle kæmpe for at få den rette hjælp til deres børn, hvilket igen øger risikoen for, at de udvikler belastningsreaktioner i form af angst, stress og depression.

Halvdelen af forældrene i undersøgelsen oplever, at samarbejdet med skolen og kommunen har haft en negativ indflydelse på deres familieliv og det psykiske overskud til at tage sig af deres børn.

• 67% oplever systemets samlede håndtering af deres barn som “ikke så god” eller “meget dårlig”
• 40% oplever, at samarbejdet med skolen/kommunen har haft en negativ eller meget negativ betydning for deres psykiske overskud til at tage sig af deres børn
• 51% oplever, at samarbejdet med skolen/kommunen har haft en negativ eller meget negativ betydning for deres familieliv

Samtidig ved vi, at forældre til børn med særlige udviklingsbehov igennem lange perioder har forsøgt at kompensere for barnets udfordringer – og når tilgangene ikke har virket, har forældrene ofte følt sig inkompetente i relation til at varetage omsorgen for deres barn. Endvidere har forældrene ofte mange erfaringer med, at offentlige instanser som daginstitution, skole, Familieafdeling i kommunen o.lign. let kommer til at tilskrive forældrene ansvaret for barnets adfærd. Dette ses særligt i relation til børn med psykiske udviklingsforstyrrelser idet barnet – særligt børn med autisme – generelt er gode til at holde sammen på sig selv, indtil de kommer hjem i de trygge rammer.

Dette er mønstre, som forældrene er præget af – også når de møder os på Basen.

Derfor er der nogle faglige ”greb”, der er gode at have for øje i mødet med forældre:

Mønstre der forbinder

Mange af de familier vi møder, har før været tilbudt forebyggende foranstaltninger (herunder familiebehandling og andre skoletilbud). Forældrene har brugt mange timer på mødedeltagelse. Men! Tilbuddene har ikke haft den ønskede effekt – og derfor er de nu henvist til Basen. Så når de møder os, vil det typisk være med en sund skepsis – for kan vi virkelig være det tilbud, der kan gøre en forskel for deres barn? Eller har de kæmpet så brav en kamp for at få en plads på Basen, som gør, at de på forhånd har så store forventninger til os, at vi kan have svært ved at leve op til dem, og hvor forventningerne kan spænde ben for et konstruktivt samarbejde?

I mødet med nye familier kan det være vigtigt at præsentere forældrene for viden i relation til at ”klæde dem på”, så de lærer, at når vi begynder at gøre noget nyt i forhold til deres barn, så kan dette ”nye” få barnet til at skrue op for de strategier, barnet har lært sig for f.eks. at undgå at komme i skole. Hvis forældrene ikke er trygge nok til at kunne fastholde forventningen/ønsket om ”det nye”, fordi barnets responser bliver for voldsomme/bekymrende, kan en afvigelse af kravet reelt bidrage til barnets læring om, at det bare skal skrue op for strategien. På den måde kan det blive vanskeligere for forældrene at hjælpe barnet adækvat ind i det nye (Coercion Theory beskriver disse mønstre og fænomener: Patterson, 1982; Patterson, Reid, & Dishion, 1992). En tommelfingerregel indenfor denne teori og PMT-O (Parent Management Training, Oregon) siger, at det tager ca. 3 måneder, førend barnet begynder at lære, at deres gamle strategier ikke længere virker. Når dét sker, bliver barnet mere motiveret for at tillære sig nye strategier, som igen kan forstærke forældrenes nye måder at håndtere barnet på. Det er det man i fagsprog kalder positiv forstærkning.

Vores elever vil typisk gerne leve op til samfundets normer… Normer om at gå i skole og følge et fuldt skema, have venner, kunne deltage i sociale arrangementer og vide, hvad man vil, når man bliver voksen. Det er normer, de tidligere har slået sig på og ikke kunne mestre. Vi skal derfor ofte hjælpe med at tøjle forventningerne – ofte fra både det kommunale system, forældrene/familien, fra os og fra eleven selv – til, hvor hurtigt eleven kan indgå i de nye sammenhænge og koble sig på vores behandlingsvisioner. I den sammenhæng skal vi hjælpe forældrene til at turde tro på, at de nye indsatser virker over tid og nænsomt insistere på, at forandringer tager tid. Det er vigtigt, at vi forbereder forældrene på denne proces og får inviteret til dialog om, hvad de har brug for viden om og hjælp til, for at kunne gå foran og hjælpe barnet til at tage skridt i endnu ukendt Basen terræn.

Når man som forældre er følelsesmæssigt påvirket, har bekymringer for ens barn og selvfølgelig er engageret i at få skabt så gode udviklingsmuligheder for barnet som muligt, kan følelserne af og til ”spænde ben” for forældres evne til at lytte og tage vores budskaber ind.

Indenfor den løsningsfokuserede metode taler man om ”leading from one step behind”. Oversat til vores møder med nye familier, er det godt at have fokus på at vi både skal lære at se verden fra deres perspektiv samtidig med, at vi viser forældre og elev vejen til Basen og vores virkelighed. Det gør vi ved hele tiden at afstemme, om det vi gør, giver mening og om de kan give processen følgeskab.

”Modtageren bestemmer budskabet”

Indenfor systemisk teori taler man om, at man ikke kender sit spørgsmål, førend man hører svaret på det. For svaret giver os feedback om, hvorvidt vi fik formuleret os på en måde, så vores intention blev forstået efter hensigten – og som fagprofessionelle skal vi huske, at forældres bekymringstanker og følelser kan spænde ben for deres muligheder for at forstå hvad vi siger. Derfor kan de have brug for, at vigtige budskaber både formidles mundtligt og skriftligt.

Hjælpespørgsmål til os selv i relation til forældre til elever på Basen:

• Hvad kan forældrene forvente, vi tager os af?
• Hvilke ønsker har de til os – og omvendt?
• Hvordan kommunikerer vi bedst i opstartsfasen og med hvem? Herunder få afstemt hyppighed og kontaktform (mails, telefonsamtaler, sms, fysiske møder)
• Hvad har forældrene brug for at vide om os, for at kunne begynde at turde tro på, at vi ved, hvad vi gør?
• Hvilke erfaringer og viden fra forældrene, har vi brug for at låne for at gøre opstarten så god som mulig?
• Hvordan og hvornår evaluerer vi samarbejdet?
• Hvordan taler vi sammen, når der opstår ”bump på vejen”?
  • Det kan være godt at få skabt et sprog for ”bumpene”, allerede inden de opstår, fordi vores erfaring fortæller os, at de netop vil opstå
• Husk ”Multivers”: at der er lige så mange fortolkninger af ”virkeligheden”, som der er mennesker, der oplever situationen
• Undgå at ”gå i krig” for at få ret. Vi skal i stedet invitere til dialog og stille os nysgerrige overfor det, vi ikke ved/ikke har lært om familien endnu

Alle familier er helt unikke – og derfor skal vi tilpasse vores kommunikation til dem, vi taler med. I den sammenhæng kan det være hjælpsomt at genbesøge perspektivet om, at vi for en stund er heldige at få mulighed for at give dem og deres barn følgeskab på livets rejse imellem ”Italien og Holland”. En rejse, som både de og vi kan blive beriget af og klogere på – og som hjælper os til at lære det nye sprog, som kommer os til gavn, når vi i fremtiden skal indtræde i samarbejder med andre nye familier.