Hvad er klasselog

I klasseloggen kan man udveksle oplysninger om elever og undervisningen i en klasse eller på et hold af elever. Oplysninger i klasseloggen deles mellem de brugere, der har læseadgang til elevernes beskyttede data. Klasseloggen tjener til at fastholde et højt og fælles kommunikations- og informationsniveau samt til at fastholde observationer, målsætninger og beslutninger. Informationerne kan bruges som dokumentation og baggrundsmateriale for evaluering af eleverne og som inspiration til fælles- og tværfaglige forløb. 

Klasseloggen er tænkt som en intern log mellem klassens lærere. Men en note kan også nemt overføres til elevens kontaktbog, som forældrene har adgang til i ForældreIntra.  

Formålet med klasselog

Brugen af klasselog er en lovgivningsmæssig procedure, der samtidig fungerer som en kvalitetssikring af vores arbejde. Det er afgørende for os, at vi kan dokumentere det arbejde vi gør. Derfor er det vigtigt at man til enhver tid, kan gå ind i klasseloggen, og læse om den pågældende elev, og hvad det er vi arbejder på.

Klasseloggen er et redskab, som gør det muligt for alle medarbejdere at tjekke op på eleven, samt for at arbejde videre med eleven, også selvom dennes primær eksempelvis ikke er til stede.

Skulle det ske, at en elev bliver indlagt akut, vil det være muligt at udlevere elevens klasselog til pågældendes sagsbehandler, så denne kan få indsigt i elevens udvikling.

Hensigten med elevens klasselog er, at den skal udgøre en fyldestgørende tidslinje for elevens trivsel, hvor bl.a. progression og stagnation bliver lettere at registrere og følge, samt for at undgå, at vi kun beskriver et øjebliksbillede i statusrapporten.

Hvor ofte skrives der i elevens klasselog

Der skal hver eneste, uge skrives på hver enkelt elev/studerende i klasseloggen.  

Hvem skriver i elevens klasselog

Primærpersonen er ansvarlig for at skrive en kort, ugentlig update. Det er dog alles ansvar at notere vigtige observationer/updates/episoder, også selvom man ikke er elevens primærperson. Eksempelvis hvis man har været involveret i en væsentlig situation, episode, aktivitet, undervisning, samtale eller andet. Hvis en elev går hjem før aftalt tid, skal det altid noteres i klasseloggen. 

Indhold 

Det er vigtigt at al forældrekontakt dokumenteres i klasseloggen, både ift. hvor ofte man har kontakt og indholdet af kontakten. Man skal også notere hvis man har forsøgt at ringe, men evt. ikke fået kontakt.   

Hvis en episode også involverer andre elever, så skriv ikke navnene på de andre elever. Skriv i stedet f.eks. en anden elev på 15 år, en pige på 14 år på samme klassetrin osv. Således at de andre elever forbliver anonyme. I udgangspunktet er klasseloggen en intern journalisering på Basen, men ved akutte situationer, f.eks. en elev der akut indlægges efter et selvmordsforsøg, kan klasseloggen blive udleveret uredigeret til pågældendes sagsbehandler. Derfor er det vigtigt at indholdet i klasseloggen er fagligt, og ikke indeholder navne på andre personer end den pågældende elevs.   

Indholdet i klasseloggen danner udgangspunkt for den månedlige update til sagsbehandler.  

Primærpersonen skal udelukkende skrive det væsentlige i klasseloggen for ugens løb, og det behøver ikke være mere end 10-15 linjer. Indholdet kan være en beskrivelse af et eller flere af følgende emner: fremmøde, motivation, initiativ, socialt samspil med andre elever/andre medarbejdere, hvordan der konkret arbejdes på de aktuelle behandlingsmål, samarbejde med forældre/sagsbehandler/andre relevante samarbejdspartnere, hvis eleven har ydet en ekstra indsats, været særligt social, hjælpsom eller andet der kan give et godt billede af elevens udvikling.  

Der skal ikke nødvendigvis skrives meget langt, men man skal kunne dokumentere en konkret udvikling eller et tilbagefald og beskrive vores daglige behandlings- og undervisningsarbejde med eleven. Hvad er det vi gør, og hvilken effekt/virkning har det. 

Ved opstart af elev, skal der skrives hvilke konkrete planer der er for eleven, hvilke aftaler der er indgået, særlige mødetider, aftaler om forældrekontakt, opmærksomhedspunkter osv. Ved elever der ikke møder fuldt ud, skal det fremgå, hvad den konkrete plan er for at øge dette fremmøde.  

Sprogbrug 

Vær opmærksom på at undgå hverdags-fraser såsom: nej-hatten, knækkede, gik kold osv.  Skriv konkret, faktuelt og beskrivende, hvad det er eleven gør. I stedet for knækkede så skriv: gik hen til vinduet og begyndte at græde (hvis det er det man mener) osv.  

Hvordan skriver man i elevens klasselog

Se afsnittet “Brug af klasselog”.