MI er en samarbejdsbaseret rådgivningsstil, der sigter mod at etablere en god terapeutisk relation, afklare ambivalens og fremkalde/styrke elevens egen motivation for at foretage forandringer.
Mål med MI
MI er oprindeligt udviklet til behandling af alkoholmisbrug. Det oprindelige sigte med MI har derfor været, at få borgere til at nedsætte eller stoppe deres misbrug af alkohol. Nu anvendes MI også til andre målgrupper fx til borgere med psykiske vanskeligheder og samtidigt misbrug (Westra et al., 2011). Principperne i MI er dog også yderst relevante for andre målgrupper, herunder målgruppen på Basen, hvor der ofte er et element af kravundgåelse, nedsat kravkapacitet og nogle gange PDA. Når det ikke er muligt at arbejde med ydre krav om forandring, må forandringsønsket nødvendigvis spire inde i eleven selv.
Hvad er MI
MI betragtes som en manualbaseret metode, omend der rådes til varsomhed med at følge for strikte manualer (Hettema et al., 2005). MI er i højere grad en tilgang, som har fokus på forskellige processer og som benytter sig af en række af principper.
Grundtanken i MI er, at den eneste der kan overtale en til at foretage en forandring, er en selv. Derfor lægger MI særlig vægt på at få eleven til at italesætte den forandring, vedkommende ønsker – frem for at det er andre, der fortæller, hvad eleven bør gøre.
MI er et redskab til at etablere et partnerskab med eleven. Det indebærer, at den voksne gennem medfølelse og accept af eleven, fremkalder motivation snarere end forsøger at tilføre motivation til eleven. Der er således tale om et samarbejde mellem elev og voksen, med det formål at undersøge og forstærke elevens egen motivation for forandring.
MI kan anvendes som en selvstændig metode, men anvendes typisk som et supplement til andre behandlingsmetoder. MI anvendes oftest som en indledning til andre typer af behandling, fx kognitiv adfærdsterapi, eller som en del af en integreret behandlingsindsats (Westra et al., 2011).
Grundantagelser bag MI
MI bygger på antagelsen om, at ambivalens er en del af den proces, det er at forberede sig på forandring, og at ambivalens kan præge processen i en længere periode. Ambivalens skyldes, at der ofte både er positive og negative følger af en bestemt adfærd (som fx isolation) eller usikkerhed i forhold til, om en ændring er mulig at gennemføre.
Grundprincipper i MI
Det grundlæggende formål med MI er at fremkalde elevens egen motivation for ændring. Det sker ved, at den voksne og eleven samarbejder om at identificere og bringe elevens værdier og mål frem i lyset. I praksis taler man om følgende fire processer i MI:
- At opbygge relationen til personen og skabe engagement
- At afklare målet for samtalen og skabe fokus
- At frembringe personens forandringsudsagn og øge motivationen
- At forhandle en plan og sikre forpligtelse til forandringen
Første motivationsproces – relation og engagement
Relationen mellem den voksne og eleven udgør hele grundlaget for motivationsarbejdet, og derfor består første motivationsproces i et fokus på at opbygge en samarbejdende og empatisk relation med eleven. Her vil den voksne typisk benytte sig af personcentrerede værktøjer og samtalestrategier, der får engageret personen i samtalen. Mere konkret kan man f.eks. forsøge at afstemme forventninger til samtalen/samarbejdet og anvende åbne spørgsmål og aktiv lytning, idet disse strategier kan medvirke til at åbne op for elevens perspektiv og få involveret eleven i samtalen.
Anden motivationsproces – mål og fokus
Anden motivationsproces består i at fokusere på et mål. Hvad skal samtalen/samarbejdet egentlig handle om? Forandringsprocesser kan være komplekse, og det er vigtigt for alle parter at vide, hvad samtalen mere præcist sigter mod. Nogle samtaler kan på forhånd have et tydeligt mål, mens det for andre samtaler kan tage længere tid at finde ud af, hvad målet skal være, fordi der skal bruges tid på at vende flere forskellige muligheder, inden man kan fokusere på en bestemt løsning. Her er det en stor hjælp for eleven, at få tid til og mulighed for at prioritere, hvad der er vigtigst at fokusere på.
Tredje motivationsproces – forandringsudsagn og indre motivation
Når relationen er på plads, og det er tydeligt, hvilken forandring samtalen/samarbejdet sigter mod, består opgaven i at øge momentum i elevens motivation. Her begynder den voksne mere systematisk at styrke elevens indre motivation for forandring og anvender værktøjer og strategier, der kan få eleven til at fortælle om sine ønsker, evner og grunde til forandring. Målet er at få eleven til selv at argumentere for forandringen. Her søger den voksne at mobilisere alt det, der potentielt kan motivere eleven og få det til at fylde mere og mere i samtalen.
Fjerde motivationsproces – plan og forpligtelse
Det er i sig selv motiverende for os alle at have en plan. Noget man tror på, og som angiver nogle konkrete handlinger på vejen hen imod den ønskede forandring. Dette er fokusområdet i fjerde motivationsproces. Hvem gør hvad, hvornår og hvordan, er centrale spørgsmål i denne proces. Det er vigtigt, at denne proces stadig bygger på ånden i den motiverende samtale, så mål, delmål og indsatser udarbejdes i et tæt samarbejde mellem eleven og den voksne.
De fire motivationsprocesser skal ikke forstås som rigide faser, trin eller stadier i samtalen, men skal snarere forstås som en ramme for, hvilken del af motivationsarbejdet, den voksne skal fokusere på. Er eleven engageret i samtalen? Har vi et klart mål for samtalen? Er elevens motivation til forandring stærk nok? Har eleven en klar plan for forandringen? Er nogle af de vigtige spørgsmål, man som voksen kan stille sig selv og som tydeliggør, hvilken motivationsproces man skal fokusere på.
Det er elevens opgave, ikke den voksnes, at sætte ord på og arbejde med den ambivalens, der er en central del af forandring. Dette kan være vanskeligt for vores målgruppe, og vi må ofte tilbyde eleven alternativer at vælge ud fra. Her skal vi være opmærksomme på, at vores alternativer naturligt kan farve elevens valg og deraf samtalens videre forløb. Det er derfor vigtigt at vi giver god plads til elevens valg herimellem, samt at vi er nysgerrige på, om vi rammer rigtigt med vores tilbudte alternativer.
Det er grundtanken i MI, at man bogstaveligt talt kan overtale sig selv til forandring. Derfor lægges der i MI særlig vægt på at fremkalde forandringsudsagn fra eleven, dvs. at fokus er på at få eleven til at fortælle om den forandring, vedkommende ønsker – frem for at det er den voksne, der fortæller, hvad eleven bør gøre. Samtidig er der også fokus på elevens udsagn mod forandring – de såkaldte vedligeholdelsesudsagn. I MI vil den voksne anerkende elevens vedligeholdelsesudsagn, men ikke fremdyrke dem. Antallet af forandringsudsagn stiger, når man rådgiver ud fra en ikke-dømmende og ikke-konfronterende position og når den voksne bevidst dyrker muligheder for at forandringsudsagnene vokser frem (Miller & Rollnick, 2014).