Undervisning af eleven (og pårørende) i egen diagnose, symptomer og behandling.

Historisk rids

Psykoedukation (læring om psykisk lidelse) opstod som en modreaktion på den ”alvidende læge”, der ikke informerede patienter og deres pårørende, men altid vidste bedst. Behandling af sygdom blev udelukkende varetaget af sygehusvæsnet, og patienter og pårørende stillede ikke spørgsmål til behandlingen. Gjorde de det alligevel, fik de sjældent noget at vide. Op igennem 70’erne vandt den holdning i sygehusvæsenet desuden frem, at man som behandler måtte skåne patienten for information om deres sygdom. Denne kultur lagde ikke op til psykoedukation.

Op igennem 80’erne og 90’erne vandt den holdning imidlertid frem, at man måtte have fokus på patienternes tækning og mestring af tilværelsen. Her vandt metoder som kognitiv adfærdsterapi frem, og også psykoedukation blev et vigtigt element i behandlingen af mennesker med psykiske lidelser.

I dag anvendes psykoedukation bredt i arbejdet med psykiske lidelser, og ofte under inddragelse af pårørende. Pårørende kan nemlig være en stor ressource, ikke blot ift. at støtte eleven, men også ift. at kunne genkende og forstå diagnosespecifikke signaler og symptomer, samt at lære hensigtsmæssige handlestrategier.

Herhjemme er det mest kendte eksempel på psykoedukation muligvis den såkaldte Toronto-model, som bl.a. anvendes i behandlingen af unge med spiseforstyrrelser på Psykiatrisk Hospital I Risskov.

Teoretisk grundlag

Psykoedukation er undervisning i både den psykiatriske diagnoses kendetegn og i psykisk velvære. Det er en metode til at give eleven viden om en specifik psykiatrisk diagnose, samt til at gøre eleven bedre i stand til at forstå sig selv, diagnosens symptomer, og hvad der kan udløse dem. Et eksempel på dette kunne være, hvad symptomerne på angst er, samt hvordan man kan håndtere at leve med denne psykiske lidelse. Psykoedukation bruges især i behandlingspsykiatrien, og det mere overordnede formål med metoden er, at klient og pårørende foruden en forståelse af symptomerne, vil blive hjulpet til at udvikle strategier, der er hjælpsomme for klienten i det daglige. Forskning viser desuden, at psykoedukation mindsker risikoen for tilbagefald.

Psykoedukation indgår som en fast bestanddel af en række terapiformer, bl.a. kognitiv terapi. Det primære formål er, at eleven opnår en grundlæggende viden om sin lidelse og dens fremtrædelsesformer, teori om årsager samt gennemgang af lidelsens udvikling, dynamik og specielle mekanismer, der kan reducere eller forstærke tilstanden, samt at eleven lærer nogle hensigtsmæssige handlestrategier.

Centrale begreber

Sproget

Når vi arbejder psykoedukativt med eleverne på Basen, er det særligt sproget der er det centrale. Ved selve sprogbrugen og ordvalget, kan vi medvirke til at skabe muligheder, fremfor begrænsninger. Eksempelvis når man taler om at have en diagnose, frem for at være en diagnose. Eleverne har måske en eller flere diagnoser, men de er også rigtig meget andet, og dette er vigtigt at betone og tale frem, i arbejdet med den enkelte elev, så man undgår at stigmatisere og skabe begrænsninger gennem italesættelser.

Forståelse

Psykoedukation handler bl.a. om at hjælpe eleven og de pårørende til at forstå diagnosen, symptomerne og mekanismerne bag, samt til at kunne se den i en større sammenhæng med miljø og på tværs af forskellige situationer.

Genkendelse og handlestrategier

At lære eleven at kunne genkende og forstå de diagnosespecifikke signaler og udløsende faktorer, samt at lære nogle hensigtsmæssige handlestrategier.

Sådan bruges det på Basen

I praksis anvender vi psykoedukation til kommunikationstræning og problemløsning, samt som en metode til at eleven opnår erfaring i at forstå og anvende psykologisk viden, i arbejdet med egen udvikling og i samspillet med andre.

Vi arbejder med psykoedukation ift. at opbygge et fælles sprog med eleven, som er i øjenhøjde og hvorigennem elevens problemer og kompleksiteter italesættes og forklares, på en måde som er brugbar for den enkelte elev. Det er ligeledes en væsentlig bestanddel af det psykoedukative arbejde, at eleven lærer nogle hensigtsmæssige handlestrategier, som den enkelte kan anvende i mestringen af eget liv, på tværs af situationer og sammenhænge.

Psykoedukation er ligeledes vigtigt, for medarbejderne på Basen, ift. til at få defineret såvel som afgrænset hvad den enkeltes rolle er, og hvor den ophører. Da vi ofte arbejder med elever med komplekse problemstillinger, er det essentielt at man som medarbejder ved hvad der er ens opgave, og hvornår det er en opgave der tilhører en anden fagprofessionel. Dette fordrer, at vi på Basen har et fælles sprog som vi hele tiden udvikler via et tæt samarbejde og dialog.

Praksisanvendelse

Når en elev bliver indskrevet på Basen, bliver forældrene indledningsvist tilbudt et par samtaler hos en af Basens psykologer, med henblik på at undervise dem i, hvad det er for diagnoser, deres barn har fået samt i, hvordan de bedst muligt støtter deres barn. Foruden disse indledende samtaler med en psykolog, vil der, hvor det er relevant, også være mulighed for, at forældrene kan tale med den psykiater, vi samarbejder med på Basen.

Sidst men ikke mindst, har eleverne på Basen Nord et fag kaldet ”Fælles fordybelse” et par timer om ugen. Her bliver de undervist i, hvilke symptomer de har og drøfter så i fællesskab med psykolog, underviser og andre elever, hvordan de bedst muligt kan håndtere at leve med deres psykiske sårbarhed. Erfaringen med fælles fordybelse i Nord er, at det er meget hjælpsomt for eleverne at modtage information om deres psykiske lidelse i fællesskab med andre. Undervisningen åbner op for, at de unge lærer sig selv bedre at kende, samt udveksler erfaringer i gruppen.