Når man er i affekt (i sine følelser) eller er meget konkret tænkende, kan det være svært at mentalisere – at se sig selv udefra og andre indefra. Denne øvelse konkretiserer mentalisering. Den er inspireret af gestaltterapiens stolearbejde og kan bruges på rigtig mange forskellige måder. Læs mere om stolearbejde her: https://www.gestaltterapi.info/gestaltterapi/stolearbejde.html. 

Når vi stiller en eller flere tomme stole op i en samtale (eller lægger konkrete kort på gulvet, man kan stå på) inviterer vi eleven til at sætte sig i den andens sted, og forestille sig, hvordan en konkret situation ser ud fra den persons synsvinkel. Det kan hjælpe eleven til at få blik for de tanker, følelser, kropsfornemmelser og handlinger, den anden står med – altså bevæggrundene for den andens reaktioner. 

Øvelsen kan både bruges i arbejdet med at forstå/udfordre og udvide forståelsen af forældres, andre elevers, personales reaktioner og handlemønstre, men kan også hjælpe eleven med at se sig selv gennem andres øjne. Hvordan forestiller eleven sig at andre ser på ham/hende og dennes handlemønstre? 

Er det svært for eleven, kan man gå forrest og selv sætte sig i de tomme stole og oversætte, hvad man selv mener den anden mon tænker, føler og fornemmer. Dette for at hjælpe eleven med at få sat ord på andres reaktioner. 

Fordelen ved stole er at man sidder og dermed kan dvæle mere ved den enkelte person. Fordelen ved papir på gulvet er, at det bliver mere dynamisk og dermed måske mere spontant. Man kan skifte mellem de forskellige positioner og det kan blive mere legende. Hav en opmærksomhed på, hvad du og eleven gerne skulle have ud af øvelsen, og i hvilket tempo eleven formår at skifte positioner. 

Vigtigst er det, at der skal være tale om et trygt rum, hvor I ikke bliver forstyrret, og hvor eleven indvilger i arbejdet, hvis han/hun skal indgå aktivt selv. 

Fremgangsmåde 

  1. Præsenter øvelsen for eleven på baggrund af tidligere samtaler om konflikt eller usikkerhed omkring andres reaktioner eller handlinger. Italesæt hvorfor du gerne vil lave den pågældende øvelse med eleven – øge forståelsen af den andens udgangspunkt, og måske også være nysgerrig på, hvordan eleven tænker at den anden ser eleven selv. 
  2. Placer det antal stole, der matcher det antal personer, man har talt om usikkerhed omkring (man kan også lægge A4 papirer på gulvet med navn/titel, så står man op). 
  3. Placer eleven i en stol og sid selv ved siden af, i en anden stol. Lad der være en eller flere tomme stole der får markeret hvem de repræsenterer – start med at lave øvelsen med en tom stol. Med tiden kan der indføres flere. 
  4. Præsenter den tomme stol – hvem ’sidder’ i den og hvorfor ’sidder’ den person der? Lad eleven beskrive personen og situationen. Hvis det er svært, så hjælp eleven. 
  5. Vær nysgerrig på, hvad eleven tænker om den person der tales om – hvad tænker vedkommende, hvad føler vedkommende, hvad rør sig kropsligt i vedkommende og hvad har vedkommende lyst til at gøre – hvad gør vedkommende? – hvad åbner det arbejde af ny forståelse for den andens perspektiv? 
  6. Placer evt. derefter eleven i den tomme stol, og lad eleven forestille sig, hvordan den anden ser eleven selv – Hvad ser den anden udefra? Hvad forestiller den anden sig at eleven tænker, føler og fornemmer, og hvad tænker den anden at eleven gør/har lyst til at gøre? 
  7. Skriv gerne op på whiteboard i overskrifter eller citater. 
  8. Oversæt det, du har forstået fra elevens beskrivelser, for at sikre at eleven kan genkende sine beskrivelser. 
  9. Tal om elevens oplevelser af en andens tanker/følelser/kropsfornemmelser og handlinger, og hvad den oplevelse gør ved elevens vurdering af den anden. Har det rykket ved noget eller ændret ved elevens forståelse eller handlemuligheder? 
  10. Undersøg om elevens forestilling om, hvordan den anden ser eleven, har ændret på elevens selvforståelse eller forståelse af dynamikken mellem de to. 
  11. Vær nysgerrig på, om dette har givet lyst til at gøre noget andet, eller givet en anden opmærksomhed på at reagere på en anden måde overfor ’den anden’.