En psykoterapeutisk retning, hvis sigte er en forandring af tænkningen.

Historisk rids

Den kognitive terapi blev grundlagt af Aaron T. Beck og Albert Ellis, hhv. psykiater og psykolog, og har historisk set udviklet sig igennem tre faser.

Den første fase havde afsæt i Watson og Skinners behaviorisme, der betragter adfærd som noget der er indlært, og bestemt af ydre påvirkninger. Behaviorismen forstår ikke adfærd som betinget af indre drifter og ubevidste processer, men som betinget af stimuli og respons, og står således i modsætning til f.eks. psykoanalysens forståelse af adfærd.

Den anden fase opstod i 1960’erne og 70’erne med Beck og Ellis’ udvikling af den såkaldte kognitive terapi. Beck & Ellis var oprindeligt uddannede indenfor psykoanalysen, men via studier af mennesker med depression fandt de ud af, at dét, der var fælles for deres klienter, var en forvrænget (uhensigtsmæssig) tænkning. De opdagede, at klientens tanker (uanset om de var bevidste eller ubevidste) var helt afgørende i forhold til at ændre klientens følelser og handlemuligheder. Beck konkluderede således, at årsagen til psykisk lidelse var en forvrænget tænkning og endvidere; at tanker, følelser og handlinger hænger uløseligt sammen.

Den tredje fase dateres til omkring 1990’erne og år 2000. Det nye er her, at kognitiv adfærdsterapi nu anvendes til behandling af stort set alle psykiske lidelser – og at terapiformen bliver integreret med andre psykologiske retninger.

 

Teoretisk grundlag

I kognitiv adfærdsterapi arbejder terapeuten ud fra den grundidé, at psykisk lidelse er et resultat af forvrængning i tænkningen. Dette betyder, at hvis man kan ændre sin måde at tænke på, så kan man også få det bedre psykisk. Derudover antager de, der arbejder med kognitiv adfærdsterapi, at tanker, følelser, kropsfornemmelser og adfærd hænger uløseligt sammen. Den såkaldte kognitive diamant (se nedenfor) er terapiformens grundmodel og illustrerer denne sammenhæng. Tanken er således, at når klienten begynder at tænke på en ny måde, så vil dette generere nye handlemuligheder (adfærd) og åbne op for, at vedkommende kan få det bedre både i sind og krop (følelse, krop).

 

 

I kognitiv adfærdsterapi arbejder man med baggrund i ovenstående ud fra to slags metoder, hhv. kognitive metoder og adfærdsterapeutiske metoder. De kognitive metoder er et sæt af metoder, som terapeuten, i samarbejde med klienten, bruger til at udfordre de nuværende (uhensigtsmæssige) tanker, som vedkommende har, samt til at finde troværdige, alternative tanker. Det er helt afgørende, at klienten oprigtigt tror på de alternativer, han eller hun finder sammen med terapeuten – ellers vil terapien ikke lykkes. Når terapeut og klient i fællesskab har fundet på en ny, hensigtsmæssig tanke, vil klienten altid blive bedt om at vurdere, i hvor høj grad han eller hun tror på denne tanke. Her skal tallet således ligge højt.

Udover de metoder, der går på klientens tænkning, findes der metoder, der går på klientens adfærd. De adfærdsterapeutiske metoder er et sæt af metoder, hvor terapeuten hjælper klienten til at ændre sin uhensigtsmæssige adfærd. Dette sker ved at klienten via gradvist mere udfordrende adfærdseksperimenter hjælpes til at gøre dét, som han eller hun er bange for at gøre. Her er det helt afgørende at eksperimentet lykkes, så klienten får en følelse af at have haft succes og klaret dét, som vedkommende før har undladt at gøre.

Centrale begreber

Kognitiv omstrukturering

Henviser til, at terapeuten gennem forskellige (kognitive) metoder hjælper klienten til at udfordre sine uhensigtsmæssige tanker – og finde mere hensigtsmæssige alternativer. Som nævnt skal disse tanker hele tiden evalueres. Et eksempel herpå kunne være, at klient og terapeut i fællesskab finder beviser på, at det ikke (altid) er farligt at bevæge sig ud blandt andre mennesker eller tage offentlig transport. Et alternativ til tanken: Jeg er sikker på, at jeg falder om og får hjertestop, hvis jeg går ud blandt andre mennesker, kunne være: Jeg får det nok ubehageligt, når jeg går ud blandt andre mennesker, som jeg har det lige nu – men der sker mig ikke noget farligt.

Gradvis eksponering

Henviser til vigtigheden af, at de adfærdseksperimenter, som terapeut og klient i fællesskab aftaler, skal være gradvist eksponerende. Heri ligger, at et eksperiment nok skal være udfordrende for klienten, men at det ikke må være så udfordrende, at der er risiko for, at det ikke lykkes. Har man med en klient at gøre, der er bange for at være ude blandt mange mennesker, så er det således vigtigt, at vedkommende først starter med at gå ud, hvor der er relativt få mennesker, og for eksempel har en ven eller terapeuten med sig. Efterhånden, som vedkommende bliver mere tryg, kan adfærdseksperimenterne blive mere udfordrende.

Sådan bruges det på Basen

Ovenfor er kognitiv adfærdsterapi blevet beskrevet teoretisk. I praksis handler arbejdet med kognitiv adfærdsterapi på Basen om, at undervisere og psykologer sammen hjælper eleverne med at blive bevidste om, at de ved at ændre på deres adfærd og udfordre den måde, de tænker om dem selv og deres omverden på, kan forbedre deres humør og opleve at have nye handlemuligheder.

Praksiseksempel

Som konkret eksempel på dette daglige arbejde kan nævnes, at mange af eleverne på Basen oplever problematikker, der knytter sig til angst. Eleven med angst vil i samarbejde med psykolog og primærlærer tale om og udfordre sine ængstelige tanker og blive hjulpet til at finde på alternativer, der er mere sunde – og som han eller hun oprigtigt tror på. I forhold til arbejdet med adfærden, vil eleven eksempelvis blive taget med ud blandt andre mennesker, hvis det er dét, der er vanskeligt – først sammen med primærlærer og/eller psykolog, siden alene, når vedkommende føler sig tryg nok til dette.

 

Case

En elev på Basen har socialangst, og dette har vi arbejdet med vha. eksponering. Indledningsvist sad eleven alene i et rum på vores STU-afdeling, formålet var at vænne eleven til, at være på Basen. Langsomt eksponerede vi eleven – først åbnede vi døren, derefter kom han ud og sad i sofaen på gangen, så begyndte han at deltage i frokosten.

Ved at arbejde med coping og mestringsstrategier, og med brobygning ud i almenområdet er eleven blevet kulturbærende for STU’en på Basen. Han tager Hf-enkeltfag og deltager bl.a. selv i undervisningen på Hf-Efterslægten, og skal udsluses til en gymnasial uddannelse.