Hvorfor struktur?

Basens grundforståelse for vigtigheden af struktur og planlægning

En tydelig struktur er helt afgørende i et undervisnings- og behandlingsmiljø for elever med autisme, angst, OCD, depression, ADHD og andre psykiske vanskeligheder. Strukturen er et vigtigt behandlingselement, som skaber udvikling for den enkelte elev. Nogle elever har en svag central kohærens. Det er derfor vores opgave at skabe en så tilstrækkeligt forudsigelig hverdag for den enkelte elev som muligt. Dette indebærer:

  • Detaljeret planlægning
  • Tydelig struktur
  • Individuel struktur
  • Forudsigelighed

Det giver eleverne ro, nedsætter stressniveauet, og giver dem en oplevelse af at kunne magte og overskue dagen. Hvis strukturen ikke er kendt, planlagt og tydelig for eleven, vil eleven hele tiden være på overarbejde ift. at orientere sig i en hverdag, der kræver mange ressourcer.

Eksekutive funktioner:

Det er vores opgave på Basen at medvirke til at skabe struktur, således at læring kan finde sted for de enkelte elever. Dette er betydningsfuldt, fordi eleven bliver bedre til at:

  • overskue og forstå omverden
  • se og forstå mening og sammenhænge
  • se og forstå væsentlige kommunikative og sociale aspekter
  • forstå andres tanker og følelser

Til gengæld har Basens elever ofte stærke kompetencer indenfor følgende områder:

  • Det visuelle
  • De er gode til faktuelle oplysninger
  • De er detaljeorienterede
  • De er argumenterende
  • De er vedholdende
  • De er konkret tænkende

Ovenstående kompetencer, er væsentlige at tage udgangspunkt i, når vi ønsker at etablere en meningsfuld struktur for eleverne i undervisningen og i behandlingen.

Eleverne oplever ofte verden som usammenhængende, forvirrende og kaotisk, så jo mere vi har styr på hvad vi skal, des større trivsel for vores elever – og os selv. Forudsigelighed kan skabes på mange måder, lige fra mundtlige beskeder til brug af visuelle planer med billeder og tekst, hvor hele dagens program er sat i struktur. Brug af visuelle hjælpemidler er ofte virkningsfulde.

Det er yderst vigtigt ved medarbejderes fravær, at strukturen holdes. Ture ud af huset skal være nøje planlagte og struktureret på forhånd, med et for eleverne tydeligt formål.

Selvom det ikke altid ses udenpå, har Basen elever ofte meget vanskeligt ved:

  • at fastholde information
  • at gå fra en aktivitet til næste trin
  • at opfatte betydningen bag kommunikation
  • at organisere og sekventiere en arbejdsproces
  • overfokusering på detaljer på bekostning af helheder
  • at forudse
  • at klare uventede forandringer

Hvorfor Struktur?

Eleverne kan have vanskeligheder ved helt almindelige krav, der stilles til simple skoleopgaver, og kan let blive stressede over små ting i dagligdagen. Der skal derfor være en meget stor detaljeringsgrad, i planlægningen af undervisning, ture ud af huset, frikvarterer osv. Det kan umiddelbart synes tidskrævende, men er faktisk meget tidsbesparende. Når først det er implementeret, skaber det udbredt ro, trivsel og udvikling blandt eleverne.

 

Redskaber til struktur

Visualisering: Visualisering er et kommunikationsmiddel, der taler et tydeligere sprog end lange sætninger af mundtligt formidlede ord (for mange ord forvirrer og tager tid at analysere, forstå og reagere på).

Synlig læring: Der anvendes elementer fra synlig læring, idet en genkendelig og tydelig undervisningsstruktur skaber de bedste læringsforudsætninger for eleven – både fagligt og behandlingsmæssigt.

Daglige morgenmøder: Eleverne orienteres om skemastruktur og eventuelle ændringer til dagsprogrammet gennemgås i fællesskab.

Individuelt dagsskema: Helt konkrete planer for dagen kan være nødvendige for nogle elever og understøtter strukturen på Basen, således at intet kommer som en overraskelse for eleverne ift. dagens planer.

Ugeplaner: Der anvendes ugeplaner til skitsering af det faglige indhold i undervisningen.

Planlægning generelt

For alle aktiviteter, kan det være en god ide at løbe de 9 H’er igennem, som en tjekliste ift. forberedelse af aktiviteter o. lign.

  1. Hvad skal jeg lave? (indhold)
  2. Hvorfor skal jeg lave det? (mening)
  3. Hvornår skal jeg lave det? (tidspunkt)
  4. Hvor skal jeg lave det? (placering)
  5. Hvem skal jeg lave det med? (personer)
  6. Hvordan skal jeg lave det? (metode)
  7. Hvor længe skal jeg lave det? (tidsperspektiv)
  8. Hvor meget skal jeg lave? (mængde)
  9. Hvad skal jeg lave bagefter? (indhold)

Og der er faktisk endnu et H.

  1. Hvem kan hjælpe mig? (støtte)

Det er ofte grundstammen i forhold til al struktur.