At hjælpe vores elever med at lære sig selv bedre at kende 

Når vi sidder i en primærsamtale med en elev, og skal ’lave behandlingsarbejde’, så hviler samtalerne på det fundament, der bygges i miljøet i hverdagen med både en selv, de andre professionelle og de andre elever. Det er derfor afgørende at huske på, at alt hvad vi arbejder med i samtalerne, skal give mening i de kontekster eleven indgår i, og at det er vores opgave at gøre det arbejde vi laver sammen nærværende og meningsfuldt for eleven. 

I den kognitive teoretiske forståelsesramme, bygger vi behandling på at hjælpe den enkelte med at undersøge sammenhængen mellem en konkrete begivenhed og de tanker, følelser, kropsfornemmelser og handlinger, der opstår hos den enkelte elev. Det kan vi gøre på mange forskellige måder, og med mange forskellige indgangsvinkler, men målet er en øget selvforståelse, og forståelse af hvordan egne reaktioner påvirker kontakten til andre. 

Sideløbende hermed har vi en elevgruppe, der af den ene eller anden grund har en lavere stress og belastningstærskel end de fleste andre. De kan have vanskeligt ved at sortere i sansemæssige indtryk, og alt kan hurtigt blive overvældende og svært at navigere i.  

Det er derfor en udfordring at invitere vores elevgruppe ind i en proces, hvor de skal lære sig selv bedre at kende, og hvor vi gerne vil klædes på til bedst muligt at kunne både kompensere for deres udfordringer og støtte dem i en tilpas forstyrrelse og udvikling. 

Værktøjerne i menuen til højre tilbyder forskellige indgange til netop dette arbejde. Det er vigtigt at påpege, at mange af vores elever har haft kontakt til mange forskellige voksne, med forskellige intentioner/ hensigter med samtaler. De kan derfor være noget allergiske overfor redskaber og manualbaserede tilgange til dialoger. De vil aller helst mødes som de individer de er, hvor kontakten bliver flydende og på deres præmisser.  

Hvorfor så redskaber?  

Jo mere forberedte vi som behandlere er, til at gribe de momenter der opstår, des bedre. Vi præsenterer derfor en række værktøjer, som vi kan prøve af, men den bedste brug af værktøjerne er i virkeligheden at kende dem så godt, at du kan tegne dem selv, så det ikke er et fint ark du kommer med, men at du lader redskabet ’komme frem’ i løbet af samtalen.  

Det personlige 

Det personlige er den kategori af redskaber, som er mest indholdsrig. Dette sikkert fordi 1:1 samtaler inviterer til at have fokus på det personlige aspekt af tilværelsen. Flere af værktøjerne i denne kategori har også et socialt islæt, da vi ikke agerer i intet, men synsvinklen er individets. 

Overordnet set bygger værktøjskassen på en forståelse af, at ’det vi er bevidste om, kan vi ændre på’. Vores elever har ofte en klar ide om, hvori deres udfordringer bunder, men det kan være vældig sårbart, sorgfuldt og uoverskueligt at skulle forsøge at ændre på noget, som kan være så indgroet, og hvor man er yderst afhængig af at omgivelserne også spiller med. Vi kan ikke forvente at eleverne af sig selv kan foretage så store ændringer og forandringer. Det har de brug for vores hjælp til. Og den hjælp er de først klar til at tage imod, når vi har fået opbygget en tryg alliance.