Noget af det aller vigtigste når vi skal samarbejde, er at vi er enige om, hvad det er vi skal samarbejde om, og hvilke forventninger vi har til hinanden. Om det er undervisning, at samle et IKEA-skab, spille fodbold eller gøre huset rent er lige meget. Oftest vil vi blive overrasket over, at det vi har af forventninger til andre, ikke altid er det samme, som den anden har af forventninger til sig selv eller til dig.
Hvis du som underviser har en forventning til eleverne om, at de tager ansvar for egen læring, deltager aktivt i undervisningen gennem dialog og diskussion og er med til at forme lektionen, så kan det kollidere gevaldigt med eleverne, hvis de har en forventning om at de er gode elever, når de er lyttende, og at det er dit ansvar som underviser at gøre undervisningen interessant og nærværende.
Gennem en gensidig forventningsafklaring, kan vi sikre at unødige misforståelse spænder ben for det gode samarbejde.
Forventningsafklaringer kan se ud på mange måder – dette er én måde. Det afgørende er, at vi genforhandler forventninger løbende, da de, ligesom alt muligt andet, udvikler sig i løbet af de processer vi indgår i.
Vi kan også præsentere vores forventninger som voksne/undervisere/forældre mv. for eleven. Hvis det ikke bliver en dialog med eleven, kan vi dog ikke forvente at eleven accepterer, respekterer og gør sit for at leve op til forventningerne. Vi skal som voksne først opbygge en relation til eleven der sikrer, at eleven ØNSKER at leve op til de forventninger, vi har til vedkommende, og at vi sætter forventninger som det er realistisk at eleven KAN leve op til.
Fremgangsmåde
- Sæt jer sammen, præsenter hvad det er, I skal samarbejde om. Skriv det gerne op, så I er enige om målet med samarbejdet.
- Udfyld skemaet sammen – Hvad forventer vi af hinanden? Hvorfor forventer vi det? Hvordan kunne vi tænke os at det bliver udmøntet i hverdagen?
- Gem dokumentet og tag det frem med jævne mellemrum og lav eventuelt revideringer sammen med eleven.