Kriseplan

Formålet med en kriseplan (også kaldet et krisekort) er at tydeliggøre og konkretisere alternative handlemuligheder i forhold til suicidal adfærd. Hermed øges sandsynligheden for, at den unge i en krisesituation handler hensigtsmæssigt.

En kriseplan er en konkret og nedskrevet plan over den unges handlemuligheder i tilfælde af forværring af den psykiske tilstand. En sådan plan er typisk inddelt i tre dele:

1. Afledende/beroligende aktiviteter
2. Kontakt til netværk
3. Kontakt til relevante telefonrådgivninger og behandlingssystemet (f.eks. livslinjen 7020 1201)

Kriseplanen er tidsbegrænset og tilpasset den unges aktuelle situation. Det tilstræbes, at kriseplanen indeholder alle tre nævnte dele, men i situationer, hvor dette ikke er muligt, bør kriseplanen som et minimum indeholde telefonnumre til personer i den unges netværk, relevante telefonlinjer og den psykiatriske akutmodtagelse og/eller lægevagten.

Det er hensigten, at den unge følger kriseplanen i dens hierarkiske opbygning. Den unge skal således i en krisesituation følge kortet fra top til bund – altså først gennemføre handling nr. 1; hvis det ikke virker gennemføres handling nr. 2 og så fremdeles. Hensigten og formålet med den hierarkiske opbygning bør kommunikeres til den unge, og man bør samtidig opfordre til, at denne fremgangsmåde om muligt følges.

For at gøre kriseplanen overskuelig og nem vil det ofte være hensigtsmæssigt, at den første del vedr. afledende og beroligende aktiviteter ikke overstiger 5 forslag.

Eksempel på kriseplan:

I tilfælde af, at jeg igen overvældes af selvmordstanker, kan jeg:

Høre min yndlingsmusik
Løbe en tur
Købe ind til god mad
Ringe til min mor, Tlf.: xx xx xx xx

Ringe til …

Hav forældrene ind over, så den unge ved, hvad forældrene vil gøre, og nedskriv også dette i kriseplanen:

Når jeg fortæller min mor og far, at tankerne er der, vil de gøre:

Min mor vil gøre

1.

2.

3.

Min far vil gøre

1.

2.

3.