Tegneseriesamtalen er en metode til at støtte børn og unge med at reflektere over, og forstå, vanskelige sociale situationer, og hvorfor andre handlede eller sagde, som de gjorde. Samtidig kan metoden hjælpe barnet eller den unge til at sætte ord (og billeder) på egne følelser. Det er en god metode til at forstå sociale situationer og finde løsningsstrategier til vanskelige situationer.

Metoden går kort sagt ud på at tegne situationen sammen med barnet/den unge. Man behøver ikke at være god til at tegne. Det eneste man har brug for, er tændstikmænd, følebobler (hjerter) og tanke- talebobler. Tændstikmændene symboliserer personerne i situationen, og kan evt. identificeres med personernes forbogstaver ud for tændstikmanden.

Lad barnet fortælle hvad der skete, og fyld boblerne ud. Hjerterne kan fx udfyldes med ansigter/smileys. Hvis i ikke kan spørge alle de medvirkende personer hvad de tænkte og følte, så gæt.

Fremgangsmåden

Fagpersonen stiller spørgsmål til barnet/den unge og svarene tegnes ind i boksene undervejs.

Spørg fx ind til

  • Hvad sagde/gjorde du ?
  • Hvad sagde/ gjorde de andre? (en ad gangen)
  • Hvad tænkte du, da du sagde….?
  • Hvad tænkte du, da han hun sagde ?
  • Hvad tror du han/hun tænkte, da du sagde?
  • Hvad følte du, da du/han/hun sagde…?
  • Hvad tror du han/hun følte, da du/han/hun sagde…?

Tegneseriesamtalen bruges til at efterbehandle en situation. Det kan være:

  • En interaktion mellem to eller flere personer
  • En “samtale”, som inddrager brug af enkle tegninger og symboler
  • Er god til at forstå sociale situationer og finde løsningsstrategier til vanskelige situationer
  • Den hjælper til med at afgøre og forstå, hvad og hvorfor andre personer tænker og føler, som de gør
  • Den fremhæver, hvad personerne siger og gør
  • Den fremhæver, hvad personerne måske tænker
  • Den fremhæver, hvad personerne måske føler
  • Er god at bruge, når der opstår sociale misforståelser
  • Den strukturerer en handling
  • Den hjælper med at tydeliggøre kommunikationen
  • Den støtter ved et fælles fokus på problemet