Beskrivelse og fremgangsmåde
Måltrappen kan hjælpe til at synliggøre og give overblik over hvordan man kan nå sine mål. Det er vigtigt at eleven får ejerskab for både del- og slutmålet. Man må derfor løbende have samtaler om processen og om, hvorvidt nogle delmål skal brydes ned i mindre mål osv. Måske skal der kun være 5 trin til målet – det må tilpasses efter hver samtale.
Eksempel på ’Mit mål’: At være i skole på fuldt skema.
Sigtet er altså, trin for trin, at eleven bliver tryg ved at komme på Basen og kan gå i skole på fuldt skema.
Som første trin på måltrappen er delmålet, at eleven kan gå en tur på 10 min med person X.
Næste trin er, at eleven skal køre over forbi skolen.
Tredje trin er måske at eleven skal hen og se skolen sammen med mor/far, når skolen er tom, osv. indtil eleven når det endelige mål.
Når man arbejder med udvikling, er elevens motivation vigtig, og succesoplevelser vil styrke elevens motivation for udvikling. Det er derfor vigtigt at man ikke sætter for store og uoverskuelige delmål, men at man formulerer delmål som er overkommelige og tilpasset den enkelte elev. De små delmål illustrerer at forandring er mulig, at vi har tiltro til eleven og at eleven kan lykkes med noget.
Måltrappen tager ikke på forhånd stilling til, om det endelige mål er realistisk. Opstilling af måltrappen kan give anledning til at undersøge, hvad det er eleven finder mest attraktivt ved det endelige mål. Er det eks. at blive politimand en dag, kan det handle om at udfylde en helterolle og at blive anerkendt for at gøre noget vigtigt for andre.
Under alle omstændigheder vil der være en masse trin på vejen op, der handler om at være pålidelig (stå op til tiden, overholde aftaler), om at lære nye ting, der er nødvendige for både en politimand og for adskillige andre jobs, osv.
For de fleste trin på måltrappen gælder det, at vi som fagpersoner spiller en rolle i både formuleringen af målene og i ’opstigningen’. Hvilke af elevens ressourcer skal vi understøtte og/eller supplere for at gøre opstigningen mulig?