Babyer bliver født med et meget lille repertoire til at reagere på omverdenen. De græder når noget er utilfredsstillende, hvad enten det er fordi det er sultent, har en våd ble, er træt, overstimuleret eller på anden måde utilpas. Op igennem vores opvækst tilegner vi os strategier til at håndtere konkrete situationer. Vi bruger vores intuition og udvikler skabeloner herfor. Når vi har oplevet noget tilpas mange gang, udvikler vi en automatpilot, som sætter i gang, så vi ikke skal bruge mere kapacitet end højst nødvendigt. 

I pressede situationer – når vi bliver stresset eller føler os truet, har hjernen et særligt beredskab, der sikrer at vi handler hurtigt på truslen, enten ved at kæmpe, flygte eller fryse. Det er rigtig gavnligt med en hurtig reaktion, hvis det er en sulten løve, der er ved at angribe os. Det er ikke lige så hensigtsmæssigt, hvis truslen er en lærer, der stiller et spørgsmål, men ikke desto mindre er det de samme automatreaktioner, der aktiveres hvis vi er tilstrækkeligt pressede til ikke at kunne kende forskel. 

Vores elevgruppe er særligt afhængig af at udvikle konkrete skabeloner til konkrete situationer. De kan have svært ved at overføre viden og erfaringer fra en situation til en anden, og bruger derfor mere energi på at analysere og processere input, inden de kan handle end andre mennesker. Det betyder også, at de hurtigere bliver pressede og havner i en situation, hvor deres trusselssystem tager over og deres reaktioner bliver automatiske. 

 I sådanne tilfælde kan det være gavnligt at efterbearbejde en situation med eleven. Ikke fordi der skal løses noget, men mest af alt for at forstå hvad der skete i eleven, der førte til handlingen. Målet er ikke at tale ind i, ’og hvad kan du så gøre anderledes en anden gang’, men at hjælpe eleven til at få øje på at der er en automatpilot, der tager over, og at denne er til for at passe på eleven, nogle gange på en måde der ikke er hensigtsmæssig på den lange bane, men effektiv på den korte. 

Det er vigtigt her at holde sig for øje, at eleven skal have episoden på afstand, stressniveauet skal ned i et for eleven acceptabelt niveau, og det skal overvejes om det skal være primær der er undersøgende sammen med eleven, hvis primær har været en del af episoden. 

Fremgangsmåde 

  1. Foreslå at I sammen undersøger den konkrete episode, og sæt jer et uforstyrret sted. Hav gerne et A3-papir med, så der er god plads til at udfolde beskrivelserne. 
  2. Lad eleven fortælle sin version af episoden – så konkret som muligt – skriv stikord ned på papiret. Stil gerne uddybende hv-spørgsmål. 
    1. Hvad, hvornår, hvem, hvor længe, hvordan… vær påpasselig med hvorfor, da det kan virke anklagende eller vurderende. 
  3. Gå videre til tanker – hvad tænkte jeg om mig selv, om andre, og hvad tænkte andre om mig. 
    1. Nogle gange er der ikke meget adgang til tanker, da der har været tale om automatiske handlinger, men ved at tilbyde mulige tanker, kan processen måske hjælpes på vej: ”hvis det var mig der oplevede dette, ville jeg nok tænke…”. 
  4. Undersøg på samme måde følelser – hvad følte jeg umiddelbart? Både følelser rettet mod mig selv og andre. 
  5. Undersøg på samme måde kropsfornemmelser: hvad kunne jeg mærke? Og hvor i kroppen. Det er rigtig godt at tegne det ind på figuren. Kropsfornemmelser kan skaleres og de kan få en farve ex. 
  6. Refleksion: hvad siger dine refleksioner om, hvad der er vigtigt for dig? Om din hensigt? Hvis en anden havde reageret som du, hvad ville du så tænke om den person? 
  7. Anerkend elevens oplevelse og beskrivelse. 

Herfra kan man gå videre til at undersøge situation, tanker, følelser, kropsfornemmelser og refleksioner: 

  • Kunne situationen opleves anderledes? Hvad betyder det for forståelsen af den? 
  • Hvor kommer tankerne fra? Kunne man tænke noget andet? 
  • Hvad er følelserne/kropsfornemmelserne være en reaktion på? Hvad kunne være det truende for dit system i denne situation?