Øvelsen er hentet fra den narrative teori, hvor der sprogligt og adfærdsmæssigt er en forståelse af, at de handlemåder, og sproglige fremstillinger, du bruger mest i din hverdag/i dit liv også er dem der bliver lettest at finde frem. Forestil dig analogien: 

Når du går gennem skovbunden, tramper du en sti. Første gang forsvinder stien hurtigt igen. Det samme sker, hvis du nøjes med to, tre eller fire gange. Men går du den samme vej hver dag, får du en tydelig sti, og måske til sidst en motorvej, som du helt automatisk drejer ind på. Det samme sker i hjernen. En sti er ligesom en vane. Det du gør meget, bliver en vane, som du helt automatisk ’falder ind på’. 

Når du beslutter dig for, at du vil øve dig på en ny vane, eller en ny måde at handle på, så kan det sammenlignes med at skulle træde en ny sti i skovbunden. Til at starte med er det svært og ufremkommeligt, mens det med tiden og gennem gentagelse bliver lettere og lettere. 

Fremgangsmåde 

  1. Kig sammen med eleven på hvad det er eleven ønsker at ændre på. 
  2. Lave en plan for, hvordan det kunne se ud, når eleven har opøvet den nye færdighed/måde at møde en udfordring på. Hvordan føles det, hvad tænker eleven, hvordan mærkes det i kroppen, hvad gør eleven? Skriv det ned. 
  3. Lav evt. de 10 H’er omkring udfordringen: Hvad skal eleven øve sig på, for at komme derhen? Hvordan og hvornår skal eleven øve sig på det? Hvem kan hjælpe eleven? Mv. 
  4. Evaluer løbende og anerkend elevens anstrengelser for at prøve at ændre adfærd/vane.