Beskrivelse og fremgangsmåde 

Michael White anvender kort-metaforen til at beskrive en fremgangsmåde i den narrative tilgang, som det kan være en god idé at tage udgangspunkt i, når man indledningsvist taler med en person, der har et problem. Det er vigtigt at understrege, at disse kort ikke er manualer (som man f.eks. kender fra kognitiv terapi), der skal følges stramt, det er i langt højere grad kortenes intentioner, der skal følges. 

Første position handler om at undersøge/identificere problemet og at få det navngivet. 

• Hvad vil du kalde det, der plager dig? 
• Hvad vil du kalde den situation, du står i? 
• Hvad vil være et godt oplevelsesnært navn for det, som trykker dig? Navnet må ikke bare være depression, angst eller stress, for det er alt for generelle kategorier: Hvilken slags angst, depression eller stress taler vi om? Har den nogle nærmere karakteristika? Hvis du ikke skulle bruge ordet depression, hvilket ord ville du da anvende? For nogle kan det være svært at finde et nyt navn. Derfor er det vigtigt at bruge god tid på at lade eleven definere sit eget begreb for sin situation, sine oplevelser og sin tilstand. 

Det er altså ikke den voksne, der skal fortolke eller definere elevens tilstand eller situation. Den voksne stiller spørgsmål og dokumenterer gennem sine notater elevens egne ord (som eleven altid får en kopi af), på flip-over eller på en stor tavle (som kan fotograferes og billedet gives til eleven). Hele navngivningsaspektet og den dermed følgende begrebsdannelse spiller en central rolle i narrativ terapi. Det er igennem navnet, eller eventuelt via en metafor for problemet, og den fortælling, der er forbundet med dette navn på problemet, at både eleven og problemet får identitet. Derigennem kan eleven bedre adskille sig fra problemet og forholde sig til det. 

Anden position består i at undersøge effekten af problemet på eleven selv, på elevens tanker, følelser, ro, uro, nattesøvn, appetit, velvære, på elevens relationer og trivsel/generelle velvære. 

Tredje position består i at evaluere effekten af problemet, at tage en position i forhold til problemet: 

• Hvad synes du om, at «XX» (problemets navn) har disse effekter? 
• Er der noget, der måske er godt? 
• Er der noget, du ikke er så glad for? 
• Eller måske lidt af begge dele? 

Fjerde position er måske det aller vigtigste, idet eleven bliver bedt om at begrunde sin evaluering af problemet: 

• Har du en fornemmelse af, hvorfor du synes, som du gør? 
• Har du en fornemmelse af, hvad det er, der er vigtigt for dig, siden du synes, som du gør? 

Det er værd at holde sig for øje, at man kan vende tilbage til de forskellige positioner og rette ind under vejs. Man kommer sandsynligvis heller ikke omkring dem alle på en gang.